EROS
Skole for handicappede børn
Eros skolen blev opstartet for 28 år siden i små skure i de fattige områder udenfor Cape Town. Siden er der sket en væsentlig udvikling. I midten af halvfjerdserne flyttede skolen ind i sine nuværende lokaler i Bridgetown, Athlone, som er et farvet samfund omkring 10 km fra Cape Town´s centrum. I dag har skolen 355 elever i alderen 3-21 år samt en personalestab på 70. Desuden findes der på skolens område et hjem for de børn, som kommer specielt langt væk hjemmefra. Dette "kollegium" huser 110 elever. Hver dag kører skolens 18 busser ud i en radius på 60 km for at hente børnene til skolen. Undervisningen starter kl. 08.00 og slutter kl. 14.30.
Omkring 90 % af eleverne har cerebral parese og dermed neurologiske og fysiske handicaps. Mange af børnene har en intelligenskvotient som er normal eller højere end gennemsnittet. Dog har de stadig problemer med at læse, skrive, stave og lære matematik. Desuden har skolen også "normale" børn med indlæringsvanskeligheder. Skolen er inddelt i 4 faser: 1. førskolen ( 3-6 år ), 2. juniorer ( 7-9 år ), 3. seniorer ( 10-13 år ), 4. "secondary" ( 14-18 år ).
Udover de normale akademiske fag tilbydes der også specialklasser, hvor de ikke-boglige elever i alderen 12-18 år deltager. I disse klasser fokuseres der mere på praktiske fag som sløjd, håndarbejde og husholdning.

Arbejdet som volontør
Frivillige skal på EROS være indstillet på at arbejde med handicappede og tilbagestående børn, hvilket kræver en meget initiativrig og tålmodig person.
Den frivillige kan assistere lærerne i undervisningen samt evt. komme med nye forslag og ideer til timerne. Den frivillige vil sammen med læreren nøje observere og følge udviklingen af det enkelte barn for dermed at være i stand til at kunne opfylde dette barns behov så optimalt som muligt. Desuden kan den frivillige hjælpe de svært handicappede børn med at spise og gå på toilettet samt med andre fornødenheder, som barnet ikke selv kan klare.
Terapiafdelingen har også brug for assistenter til at give en hånd med i behandlingen af eleverne. Især fysioterapiafdelingen har vist sig specielt godt egnet for frivillige, da de her får lov til at arbejde med eleverne under nøje instrukser fra fysioterapeuten.
De praktiske klasser har altid brug for ekstra hjælp og ideer til nyt kreativt arbejde. Her vil den frivillige få mulighed for at undervise og instruere eleverne i praktisk arbejde - det være sig, som tidligere nævnt, alt fra arbejde med træ til at sy, male og lave mad.
Der arrangeres mange sportsaktiviteter for børnene på EROS. Den frivillige kunne stå for at planlægge forskellige sports-og aktivitetsprogrammer samt hjælpe med den daglige undervisning i idræt.


