Empowerment

I 5 måneder i 2010 arbejdede Alice Stevenson på St. Annes. Alice er uddannet syerske og senest pædagog og arbejdede med "Skills Programmes".

Dagene på St Annes er meget forskellige alt efter hvor mange kvinder der er tilstede den pågældende dag. Kvinderne går enten på arbejde eller er hos lægen eller andet. Dette vanskeligøre planlægning af aktiviteter i deres skills program. Selvom der arbejdes med empowerment er det ikke som vi kender det, og derfor kan det møde modstand fra personalets side hvis kvinderne gives for meget frihed i forhold til valg af aktiviteter. Hjemmet er meget hirakisk opdelt, skills kordinatoren skal godkende ideer til aktiviteter og der skal spørges om lov til at gøre alt.

Derudover skal det siges at jeg er blevet meget bevidst om min egen rolle som proffesionel, personlige grænser og social relationer. Jeg anbefaler alle der vil arbejde med kvinder og udvikling af deres basale kompetencer at søge arbejde på St Annes, velvidende at ens hverdag kan være svær at planlægge, hårdt arbejdsmiljø da mange af kvinderne kommer fra meget ringe vilkår, samt en personale gruppe der gør det sammen som de altid har gjort, og det kan være svært at komme igennem med ens idder. Men det har været utroligt lærerigt både personligt, kulturelt og socialt.

Rejsebrev fra Cape Town, Sydafrika

I 6 måneder, februar-july 2009, tog pædagogstuderende Heidi og Trine deres 2. lønnet praktik på St. Annes.

Turen til Cape Town gik godt. Min familie og jeg mellemlandede i Heathrow lufthavn i den nye terminal 5. Efter at have tilbragt hele natten i flyet, landede vi i C.T. søndag morgen.
Som ved tidligere besøg bliver vi mødt af et overdådighedshorn af dufte, lyde, synsindtryk, stemning. Ah, det er fantastisk at være tilbage!
Vi booker os ind på et lille hotel, beliggende i Hout Bay. Vi er de eneste gæster så den eneste larm er den vi selv laver. Byens pulserende liv ligger 20 minutters kørsel herfra, men vi kunne lige så godt have været på en planet. Vi er omringet at blomsterflora, bjerge og solskin. Vi tilbringer den første dag i poolen.Mandag er dagen hvor vi begynder at lede efter en bolig som vi kan bo i de næste 6 måneder. Min mand, vores 2 piger på 8, og 4 år og undertegnede.
Til vores overraskelse er der ikke meget at vælge imellem. Det går hurtigt. Det er et dejligt hus. Der er 3 soveværelser, 2 badeværelser, tv, stue, alarmsystem, køkken/alrum, lille baghave og stor solrig altan med udsigt til bjerge og strand. Det var ikke svært at forestille sig at bo her.

Vi kommer hurtigt på plads. Nu gælder det om at finde skoler til pigerne. Før vi næsten ved af det er de begge skrevet ind på hver deres skole og de glæder sig til at starte. De starter samme dag som jeg starter i praktikken.

Det er blevet hverdag.

Jeg starter samtidig med en anden pige fra Odense seminarium. Hun er også i 2. lønnede praktik.
Vi får en varm modtagelse. De er forberedte og har inden vores ankomst afholdt et møde om hvad de har af forslag til hvad vi kunne arbejde med, og spørger meget grundigt ind til hvad vi har af tanker. Det er en meget positiv start og vi er fulde af gå-på-mod.
Vi får rigtig mange informationer de første par dage og det kan være lidt svært helt at følge med, men de er tålmodige og imødekommende.
For lige at komme lidt stille og roligt ind i husets rytme bliver vi foreslået at starte på småbørnsstuen. De har en "lærer" ved navn Sweetness (ja, det hedder hun virkelig). En stor "mama" med vuggende gang, stort smil med en manglende fortand og farverigt tørklæde på hovedet. Vi nyder den 1. uge i hendes rolige selskab. Til at begynde med tager hun ikke meget notits af os, hun gør som hun plejer. Hun er vant til at have ca. 10 små børn i alderen 4 uger og op til ca. 1 år, alene (!) Vi vil gerne være til nytte og da chancen byder sig fordi hun har køkkentjansen og bliver nødt til at gå et øjeblik, springer vi ud i det. Men ak ak, tvillingerne på 4 måneder skal have ren ble og det er stofbleer! Med klemmer og gummebukser! Ud af de 6 pusletasker som står på hylden, hvilken tilhører så tvillingerne? Der er ikke nogle vaskeklude, hvad gør man så? Vi kan jo ikke smide stofbleer ud, så hvor gør vi af de beskidte? Vi har set Sweetness folde stofbleerne så vi smøger ærmerne op og gør vores bedste. Sweetness kommer ind lige som vi har kæmpet os færdige og siger de mest fantastiske ord; "I can see you´ve tried. That´s good `cos now I know I can leave my babies with you" Vi tillader os at nyde rosen et øjeblik. Isen er brudt.

Det siger sig selv at der ikke er meget tid til at sidde og nusse med hvert enkelt barn når man er ene om så mange. De små er vant til at sidde i skråstole og når de skal have flaske bliver den støttet af et tæppe, hvis de ikke selv kan holde flasken. Der skal skiftes mange bleer. Sweetness har sit helt eget system som hun følger uanset om barnet, hvis tur det er til at blive skiftet, sover. Hun bukker sig bare lidt ned og løfter dem i den ene arm. Det ser voldsomt ud, men der er ikke én som giver et kny.. Der ligger en stor madras på gulvet og hver gang Trine og jeg kan se vores snit til det, løfter vi dem ud af skråstolene og over på madrassen. Vi "ruller" med dem og ligger dem på maven, leger med dem. Vi har bedt om lov til at arbejde specifikt med nogle af de børn som vi i fællesskab (personalet og os) mener kan have et konkret behov for hjælp.
Det er super spændende det hele, men det vi virkelig brænder for, er at arbejde med kvinderne. Igennem børnene vil vi tage kontakt til mødrene, fortælle hvad vi gerne vil lave med deres barn, hvorfor og hvordan. På den måde håber vi på at starte et samarbejde op med mødrene, både omkring deres børn, men også omkring dem selv. Vi har allerede afholdt vores 1. workshop. Og der er flere på vej. Empowerment er nøgleordet på St. Annes.

St. Annes har kun én "social worker", hvilket betyder at hun har meget travlt, og derfor bliver nødt til at nedprioritere nogle opgaver. Én af de ting hun ikke når, er at bruge tid på de nye kvinder som kommer til St. Annes. De får et sæt regler løbet igennem, en hurtig rundvisning og det er så det. Hus reglerne bliver hurtig glemt, de bor mange på hvert værelse hvilket kræver en vis portion overskud og de kommer nemt i dårligt selskab. Der er mange konflikter kvinderne imellem. Derfor foreslår St. Annes at Trine og jeg laver interviews med kvinderne, spørger ind til hvad der fungerer, hvad der mangler... Derfra vil vi prøve at lave et "buddies system" hvor vi "uddanner" nogle buddies til at tage sig af de nye som kommer til St. Annes. Vi skal forsøge at opbygge et fællesskab.

Vi har allerede mange bolde i luften. Udover at planlægge workshops (det hedder egentlig "skills training"), skal vi observere børnene, lave en handlingsplan for hvert enkelt barn og fange mødrenes interesse, få dem i tale. Vi er desuden blevet bedt om at hjælpe med at arrangere en tur ud af huset for kvinderne og prøve at skaffe "funds" så de kan få frokost undervejs (!).
Vi skal udarbejde nogle vejledende spørgsmål til interviewene. Lige nu er vi i gang med at lave en mappe, hvor vi præsenterer os selv, vores land og uddannelse. Igennem hele praktikken vil vi beskrive det vi laver og sætte det ind i mappen så huset kan følge med i hvad vi laver og hvorfor.

Jeg elsker at være her, jeg føler mig fuldstændig hjemme! Der er kun én lille ting vi skulle have tænkt mere over. Som tidligere nævnt har vi fundet et skønt hus. Det ligger i Hout Bay, en rolig forstad til Cape Town. Det tager ikke lang tid at køre på arbejde i bil (min mand sætter mig af hver morgen), men at komme hjem! Puha, det er en helt anden historie!

Det var vist alt for nu.
Mange hilsner
Heidi