Birgitte - Red Cross
Birgitte er sygeplejerske og hun arbejder på Red Cross frem til sommer 2009. Hèr fortæller hun om:
"Min dag på Red Cross childrens hospital"
Min dag på Red Cross childrens hospital starter kl. 9.00 om morgenen. Jeg tager hjemmefra kvart over otte med ”the black busses”. De kører mig til Town hvor jeg skifter over til en anden bus som kører mig til Red Cross. The black busses er et meget nemt og ikke mindst billigt transportmiddel. Det er mest de sorte der anvender dette transportmiddel, men jeg har på intet tidspunkt følt mig usikker, selvom de fleste hvide hernede ikke anbefaler det. Det koster mig ca. 12 kr. hver dag frem og tilbage.
Kl. 9.00 ankommer jeg til Red Cross hvor jeg går hen til legetøjsrummet og bliver tildelt en bestemt afdeling. Det kan være alt fra børnekræftafdelingen til brandsårsafdeling. Som regel går jeg først op på afdelingen og ser hvilke børn der er, hvor mange der er og hvor gamle de er. Det giver mig et overblik over hvilke legetøj jeg skal hente til børnene.
Derefter går jeg tilbage til legetøjsrummet og samler noget forskelligt legetøj sammen. Legetøjet tager jeg med op på afdelingen og går rundt til hvert enkelt barn og spørger om de har lyst til at lege og hvad de vil lege med. I cirka en time derefter leger jeg med børnene, det kan være alt fra at lægger pudsespil, tegner tegninger, lege med biler eller dukker.
Kl. 11.00 går alle frivillige til te pause i cirka en halv time og kl. 11.30 går jeg tilbage på afdelingen og leger i cirka et kvarter. Derefter samler legetøjet sammen og tager det tilbage til legetøjsrummet hvor jeg spritter legetøjet af og lægger det på plads. Kl. 12.00 er jeg færdig og tager hjem.
De fleste af børnene på Red Cross er indlagt uden forældre, så der er stor glæde fra deres side når der endelig kommer nogen og leger med dem. Ikke alle dage er lige spændende, fordi der ikke sker så meget og der som regel er mange frivillige på de forskellige afdelinger, hvilket gør at der ikke er så meget af lave for hver enkelt frivillig.
Andre dage er der kamp mellem børnene om at få ens opmærksomhed og så sker der lidt mere, hvilket gør det sjovt at være der.
Christina og Kirstine - Red Cross
I foråret 2007 arbejde Christina og Kirstine på Red Cross og i nedenstående fortæller de om arbejdet på de forskellige børneafdelinger.
Desuden kan du også læse et interview med en tidligere volontør om arbejdet på Red Cross.
Mange mennesker kommer og går på "Red Cross Children's Hospital" - partienter, forældre, personale, pårørende og "Friends of the Red Cross Hospital" (de frivilliges program), hvilket vi er blevet en del af. I midten af januar 2007 begyndte vi på arbejdet sammen med andre frivillige fra Sydafrika og resten af verden. Vi blev tildelt "jobbet" som Ward-Assistants på hver vores afdeling/ward, henholdsvis D1+D2 for Kirstines vedkommende og B1+B2 for Christinas. Dette indebar aflastning af sygeplejerskerne, som til tider lider under stort arbejdspres (deres dag kan f.eks. gå fra kl.7-19) og her gjorde vi os mest behjælpelige, hvor vi kunne.
Nazrina og Pauline er hoved koordinatorerne i "Friends of the Red Cross Hospital" - to kvinder med stor passion for arbejdet med at skabe kontakter på kryds og tværs af lande. I det daglige møder man Ursula, som har den tætteste kontakt til de frivillige, da hun står for udlevering af forklæder og legetøj samt den daglige te pause.
Kirstines afdelinger var for kortvarige besøg, hvor børnene kom fra operationer, skadestuen eller andre afdelinger, inden de blev sendt hjem. Der var altid travlt på afdelingen - børn der skulle underholdes og stimuleres i form af leg, nærvær og samtale. Børnene så os frivillige som et pusterum, et afbræk, hvor de kunne have andet i tankerne, end årsagen til deres indlæggelse. Sygeplejerskerne havde ofte ikke tid til leg, da der altid var meget travlt og til tider kunne tingene virke hektiske. Egentlig var det ikke Kirstines opgave at lege med børnene, men i stedet assistere sygeplejerskerne i f.eks. at følge børn til forskellige afdelinger på hospitalet og andre småting. Men som månederne gik var samværet med børnene et større behov for afdelingen. Derfor gik tiden sammen med dem, hvilket var utrolig givende og lærerigt.
På Christinas afdelinger B1+B2 er der småbørn indlagte. Helt ned til et par måneder gamle og op til et par år. Størstedelen af børnene var indlagt pga. tuberkulose og den frygtede sygdom, HIV, hvilket mange af børnene havde siden fødslen. Ofte havde forældrene ikke tid pga. arbejde eller befandt sigt for langt væk og de var dermed overladt til sig selv eller andre familiemedlemmer. I værste tilfælde var forældrene døde af HIV og i mange tilfælde blev børnene sendt på børnehjem. I det første stykke tid blev der skiftet, madet og leget med alle de små kærlige børn. Dog senere faldt Christinas "job" som ward-assistant mere i hak med, hvad intentionen var fra starten, da hun efter noget tid blev rigtig gode venner med 'housekeeperen' på B1, som overlod små opgaver til hende, såsom at folde linned, babytøj og andre små opgaver.
Vi har været utrolig glade for at opholdet her i Cape Town og oplevelsen af dagligdagen på et hospital. Det har været udfordrende på det personlige plan i og med, at man befinder sig i en helt anden verden end, hvad vi ellers kender til hjemme i Danmark. Vi har formået på bedste vis at give børnene det nærvær og den kærlighed de har haft brug for. Det er fantastisk at sidde med et barn hos sig og mærke at de giver sig hen til dig - det er en stor følelse og man ville ønske, at man kunne sidde der for evig tid. Vi kan kun anbefale at lave frivilligt arbejde på "Red Cross Children's Hospital". Vi har været mere end glade for det og vender en dag tilbage.
Rejs, giv og tag imod.
Interview med en dancaper
Hvordan hørte du om dancape?
Min søster havde en veninde, som har haft et ophold i Cape Town, arrangeret af Dancape. Sådan hørte jeg første gang om organisationen Dancape. Senere hen undersøgte jeg det på nettet og i Rejsebogen 2007.
Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?
Kl. 9 ankom jeg med bussen til Red Cross Childrens Hospital. "Palliative Care"-afdelingen var fordelt på to gange, hvor jeg tilbragte det meste af min tid på den ene. Den første time gik med at lege lidt med de børn som sad alene, eller trøste dem der græd. Sommetider blev de kede af det når deres mødre skulle ned og vaskes e.l., og så bad mødrene os om at holde øje med deres børn. Sommetider skiftede jeg børn, som trængte til en ren ble og andre gange hentede jeg sokker e.l. til børn der manglede det. Så stort set lavede jeg alle de små ting, som sygeplejerskerne kan få svært ved at nå. Kl. 10 gik jeg til tea-break hvor jeg mødtes med alle de andre frivillige. Det var lige et kvarter hvor man kunne høre hvordan det gik på de andre afdelinger, og snakke lidt. Herefter tog vi tilbage til vores afdelinger og så om der var nogen som havde brug for os.
Det er utroligt hvor mange små ting man kan gøre for at glæde et lille barn. Nogle gange kunne man gøre det bare ved at bære det ud af sengen og gå en tur. Mange af børnene tilbragte en hel dag i tremmesengene, og de fleste gå-klare børn, blev ikke stimuleret overhovedet. Så det var en af de ting vi kunne hjælpe med. Min arbejdsdag sluttede allerede ved 12-13-tiden, hvor vi tog hhv. en bus og en minibus hjem til Seapoint.
Jeg var specielt tilfreds med
Grunden til at jeg valgte at rejse med netop Dancape var på grund af den store frihed man havde når man kom frem. Man kan sagtens betale en masse penge til en organisation, hvor der så bliver sørget for ophold og rejse fra organisationens side. Men jeg synes at det var lækkert at tage derned og selv kunne vælge hvor man ville bo, hvem man ville bo sammen med og i det hele taget selv forme sit eget ophold, samtidig med at man havde kontakter dernede, man havde fået på forhånd.
Alle de fantastisk positive mennesker, som arbejder for organisationen "Friends of the Red Cross Childrens Hospital". Alle var glade for at vi kom, og var alle glade for at hjælpe.
Jeg blev virkelig glad da jeg kom på afdelingen "palliative care". Jackie (som står for den afdeling) er helt fantastisk. Hun var rigtig god til at fortælle om hvad vi måtte og ikke måtte, og om hvad der foregik på hospitalet. Sygeplejerskerne var ikke altid lige meddelsomme.
Jeg var specielt utilfreds med
Trods alles gode mening, manglede jeg information i starten (inden vi kom på "palliative care"). Først efter nogle uger fik vi et kursus i hygiejne og om hvad arbejdet indebar.
Levede stedet op til dine forventninger?
Det er svært at sige hvad jeg forventede, for havde ikke rigtig et begreb om hvordan det ville blive. Havde nok forventet at der var lidt mere arbejde i det, for arbejde rent faktisk kun tre timer om dagen.
Hvordan vil du vurdere dit samarbejde med dine kolleger?
Rigtig godt. Jeg syntes at alle de frivillige var rigtig flinke og jeg syntes at alle arbejdede godt sammen.
Synes du at stedet fortsat skal modtage volontører fra Danmark?
Helt bestemt. Friends er rigtig glade for at modtage alle frivillige som kommer, og vil helt sikkert tage godt imod dem.