Sara - Bel Porto

I august - januar 2009-2010 gennemførte pædagogstuderende Sara sin praktik som volontør på Bel Porto. Nedenfor kan der læses et rejsebrev, skrevet lige efter starten på praktikken.

Cape Town, 22.08.09

Inde i klasseværelset sidder "Miss teacher" stor og fyldig som hun er og godter sig bag sit store skrivebord, der er fyldt med krøllede kopiark, slidte og brugte skolebøger, servietter og kridt i forskellige farver. Hun sidder skiftevis med næsen i en bunke papirer og en kop kaffe. Hun virker ret optaget af det, dog skal man ikke tage fejl af hende og hendes hurtighed, når stemmerne ude fra mængden bliver for høje. Hun sidder med en stor magt over den brogede, men dejlige mængde, der stort set kun består af sorte og farvede børn. Hun ved det og børnene ved det. Nogle af dem ved det, fordi de har lært det på den hårde måde gennem dask og slag. Andre, de stille, gør bare, hvad der bliver sagt uden at stille spørgsmålstegn derved. Kæft, trit og retning. De har aldrig prøvet andet. Velkommen til Bel Porto - En specialskole for børn med særlige behov.
KÆRE alle jer hjemme i DK, så er jeg kommet til Sydafrika - Apartheidlandet og startet på min udlandspraktik. Tro det eller ej, så er jeg faktisk ved at finde mig godt til rette i ovenstående klasseværelse, selvom jeg mange gange er blevet og stadig bliver frustreret over tilgangen til børnene. Den er langtfra lige hensigtsmæssig og tonen er meget skarp og meget hård. Læreren er meget autoritær og børnene er så disciplinerede, at det halve kunne være nok. Indimellem bliver der stillet nogle ganske urimelige krav, da det færdige produkt er langt mere vigtigt end selve processen - Og så er det ret lige meget, om barnet overhovedet har forstået, hvad det er, det sidder og skal farvelægge. Der dur bare ikke!

Børnene på skolen har forskellige behov og intelligenskvotienter. Nogle er placeret på skolen pga. epilepsi, koncentrations- og indlærings vanskeligheder andre pga. hjerneskader - psykisk som fysisk, Down Syndrom (mongoler) eller som mange af dem pga. føtalt alkohols syndrom, hvor barnet har taget varig skade af moderens alkoholforbrug under graviditeten. Ungerne er virkelig dejlige og har det desværre ikke altid lige nemt. Hverken i skolen eller hjemme. I skolen kan det være svært, da børnene primært er inddelt efter alder og ikke efter behov. Og derhjemme er der ikke altid den omsorg, forståelse og kærlighed, man kunne ønske sig for disse børn med særlige behov. Samtidigt er miljøet, de færdes i, måske fyldt med kriminalitet og forældrenes penge er små.

Lærerne gør det så godt, de kan - det bedste de har lært. De vil gerne de her unger og utroligt som det end lyder, gør de både børnene og familien en tjeneste ved at lære dem den strenge disciplin. De ruster dem til at overleve i det her samfund, der ikke har alle de sociale goder som DK. Det er bare ikke i orden, at det sker på den måde, som nogle af dem praktiserer med vold og magt! For os studerende betyder det, at børnene til at starte med kun har en ringe respekt for os - for vi slår jo ikke. Det kan indimellem være meget frustrerende, men også den store udfordring, når man så enkelte gange er alene med lopperne! I sidste uge hjalp jeg til i en klasse, som virkelig blev kørt med hård hånd. Læreren daskede flere gange til de børn, der var "uartige" og det var både med rap over fingrene, ørefigner og slag med kosten bagi!! Puha, det er virkelig grænseoverskridende i forhold til mine egne normer, etik og moral. Da hun så pludselig efterlader mig alene med klassen, er der selvfølgelig fest, for hende den nye hvide slår sgu ikke! Så måtte Sara ellers i action og hive den opfindsomme pædagog frem. Den første halve time gik meget godt, men så var de ikke længere så optaget af mine danske sange, fagter og lege... Det er sgu svært at lave aktiviteter med en hel klasse på 15 ganske alene, når ungerne er på vidt forskellige udviklingsniveau og har krudt i rumpetten. Værsgo!

Jeg har sidenhen fået tildelt to klasser, jeg skal følge det næste halve år. Begge klasser er på junior årgangen, hvor de er 9-10 år. Klasserne er meget forskellige, ligesom lærerne er det, så det bliver helt sikkert en udfordring og meget lærerigt.
8-15 hverdagen er skudt i gang og hver morgen kører vi tre danske pædagogstuderende med Mr. Norman til og fra skole i hans lille faldefærdige minibus sammen med nogle af ungerne. Det er sgu en hyggelig start og afslutning på en nogle gange frustrerende og overvældende hverdag. Vi bliver mødt af store smil og knus af børnene, der elsker den opmærksomhed, de får af os, på den én time lange bustur. På hjemturen plejer jeg at sætte mig ved siden af rare Norman og sludre om løst og fast, inden mine øjne glider i til en eftermiddags-køre-lur - Lige min ånd. Dog bliver Norman indimellem lidt bekymret over den unge dames søvnbehov.

Cape Town er en storby af dimensioner og man fornemmer kun knapt, at man er i Afrikas land, når man befinder sig i denne by. Her er en meget international og multikulturel stemning. Hvide, sorte, farvede lever side om side og alligevel langtfra. Sorte og farvede bor oftest stuvet sammen i ekstrem fattige Township områder, som er en hel anden verden end den, vi færdes i. Deprimerende og stadig meget apartheid'et, selvom alle nu officielt har samme rettigheder. Det er den hvide, der sidder på pengene og kører rundt i vilde biler og bor i dyre luxuslejligheder. Der er langt mellem rig og fattig, al for langt! Gadebørn, tiggere og ladyboys er desværre en naturlig del af gadebilledet - helt ligesom den bekymrende stemning, der konstant hersker på gaden i forhold til overfald og kriminalitet. Dog er rammerne for denne by virkelig smukke med bjerg-vis af grønne bjerge, Atlanterhavet, Det Indiske Ocean, dejlige strande, palmer og eksotisk dyreliv.
Jeg glæder mig til at komme ud og opleve mere af Sydafrika og Afrikas land. Udrejselysten har meldt sig og jeg tror, jeg flere gange gennem dette halve år, må huske mig selv på at være mit ansvar bevidst i forhold til praktikken og ikke bare ferierer den i disse herlige og meget kontrastfyldte omgivelser.

Jeg har det godt - For som man siger her i Cape Town,

LIVE IT - LOVE IT!

Kærlige hilsner fra en glad Sara
 

Bel Porto

I februar til juli 2007 arbejde Annemarie på Bel Porto, en skole for handicappede børn. Her fortæller hun om hvordan arbejdet er struktureret, mulighederne deri og arbejdet med børnene.

Min arbejdsdag startede med, at jeg blev hentet ude foran min hoveddør kl. 7.30 af en af Bel Portos skolebusser. Bussen er en lille minibus og køres af den herligste chauffør Mr. Norman. Der var altid rigtig meget læs på, da der udover de ca. 12 børn også var en assistent fra skolen og så os frivillige. Ofte kom jeg til at sidde med at af børnene på skødet for at der var plads til alle.
På trods af den manglende plads i bussen nød jeg den ca. ½ time lange køretur fra byen og ud til skolen. Børnene var altid i super humør, hvilket ikke kunne undgås at smitte.

Skoledagen starter 8.30. Lærerne møder ind kl. 8 og starter med et lærermøde hvor der bliver vendt lidt af hvert. Her er man som frivillig velkommen til at deltage. Derefter bliver der drukket kaffe. 8.30 går man ud til den klasse man skal være i. Som frivillig får man lavet et skema, så man er i de samme klasser uge efter uge.
Mine ugedage var fordelt med timer i mellemgruppen og seniorgruppen, som er de ældste børn på skolen. Derudover var der de helt små børn fra 3 til 5 år og en junior gruppe som var lidt ældre.
Mit arbejde var selvfølgelig forskelligt afhængigt af hvilken klasse jeg havde. Om mandagen havde jeg en juniorklasse, hvor jeg skulle være hjælpelærer for en dreng i kørestol. Klassen havde syning om mandagen, men det kunne Robert ikke deltage i. Derfor brugte jeg tid med ham til at træne hans færdigheder med fx at øve nogle ord med ham eller lave perler for at stimulere hans finmotorik. Jeg måtte selv bestemme, hvad jeg havde lyst til at lave med ham.
Andre opgaver på skolen kunne også være at have idræt med børnene. Onsdag var idrætsdag. Børnene deles op i forskellige sportsgrene og da de fleste af børnene har et fysisk handicap var der ofte brug for hjælp.
Om onsdagen havde man også mulighed for at tage med ud og ride. En gruppe af børnene blev kørt ud til en gård, hvor de med hjælp fra frivillige kunne ride.
Mit yndlingsfag var musiktimerne. Her lære børnene en masse forskellige sange, sanglege, danse og at spille på instrumenter. De er meget engageret og glade, og så er det jo imponerende at se den rytme de som afrikanere har i kroppen. De fleste af de timer børnene har, er baseret på fysisk udfoldelse og leg.
I løbet af dagen er der to pauser. Der er børnene på legepladsen og lærerne skiftes til at holde pause. Som frivillig må du selv bestemme hvad du vil foretage dig.
Kl. 14 er skoledagen slut. Børnene mødes i forskellige klasseværelser hvor de stiller sig på række og går ud til skolebusserne.

Ud over den sædvanlige skoledag på skolen bliver der ofte arrangeret ture og aktiviteter for børnene. Lige inden jeg kom derned var der lejrtur hvor flere af de frivillige deltog. Der arrangeres Valentines fest hvor børnene er i deres eget tøj (normalt har de skoleuniform på).
Årligt er der også svømmekonkurrence hvor de fleste elever deltager, og hvor det hele afsluttes med den store konkurrence mod lærerne.

Det er meget frit hvad du kan deltage i på skolen, hvilket jo er helt fantastisk. Somme tider kan du også blive sat til at have en klasse alene, hvilket kan være noget af en udfordring. Jeg skulle en dag have en af mellemklasserne alene i 1½ time, og vi skulle selvfølgelig male med vandfarver. Det endte med at der var maling overalt og jeg var totalt stresset over at skulle holde styr på de forskellige tegninger og samtidig holde en vis ro og orden i klassen. Tror dog at børnene synes det var vældig underholdende.

Det dejligste ved at være på Bel porto er den åbenhed børnene har. De knytter sig meget hurtigt til dig og det var utroligt svært at forlade dem igen og rejse hjem til Danmark.